økologiske regnbuegulerødder fra Gartneriet Marienlyst

Gulerødder er kendt for sin orange farve, men vi dyrker også violette, røde,  gule og hvide rødder. Vi blander alle de fantastiske farver i vores regnbue pose, så du får mulighed for at smage så mange varianter som muligt.

3 årsager til du kan opleve gulerødder og regnbuegulerødder som rådner
Ofte har de ligget ved 20 grader i flere dage i butikken – det afkorter holdbarheden voldsomt, og er både gulerødder og andre grøntsagers største udfordring. På vores kølelager ved 3 grader, kan vores prøver holde sig friske i måneder, fordi kølekæden ikke er brudt.

I perioden august-september kan der fra visse marker, være mange aktive svampespore med ind i vaskeriet, da jordtemperaturen er høj. Alt ser fint ud, men efter en lille uges tid, får guleroden grå pletter og begynder at rådne, det kaldes vaskerisvamp.

Sidst på sæsonen, fra marts til maj, er alderen på rødderne så høj, at holdbarheden naturligt er kortere. Derudover kan nogle af rødderne være skadet, af for lav temperatur på marken gennem vinteren. Det kan få enkelte rødder til at smatte i posen, hvor de så smitter resten.